Liqudambar formosana "Ellen" har jeg først købt her i sensommeren. Den havde mørke rødbrune efterårsfarver, men udspringsfarverne har jeg endnu til gode.
Fra Englandsturen i efteråret er det min erfaring, at der er ENORM forskel på Liquidambar styracifluas høstfarver og tidspunkt for, hvornår de skifter fra grønt til gult, brunt og/eller rødt. Jeg vil selv forsøge at få fat i nogle af de kendte navngivne sorter. Så ved man, hvad man får. En række træer, en af hver sort, så de på skift står i flammende farver - det er drømmen.
Sassafras albidum har jeg prøvet, den døde efter den første vinter og jeg ved desværre ikke hvorfor.
Pawpaw (Asimina triloba) har jeg ikke prøvet endnu, men set den en række steder, bl.a. i Arboretum Ellerhoop nord for Hamborg, hvor den sætter fine store frugter.