Her er langtidsprognosen fra DMI, der ser ud som om vi nu får en mildning og mere tøvejr til vores planter :-) :
Nu er der mindre end to uger til jul. Alle har fået sne, så man behøver blot kigge ud af vinduet for at komme i rette stemning.
Det kolde vejr holder da også ved lidt endnu, men de seneste prognoser antyder, at det snart får ende.
Allerede omkring lørdag den 15. december slår en varmfront op over landet fra syd og bringer mildere luft med sig. Kampen mellem det varme og det kolde er måske ikke helt slut derefter, og en midlertidig genkomst af kulden ser sandsynlig ud i uge 51 op til juleaften. Det giver gode chancer for snebyger flere steder - især langs østvendte kyster.
Strømningsmønstret er dog i det store hele på vej mod sit vestlige leje igen. Derfor vender vi efter alt at dømme tilbage til temperaturer og nedbørsmængder omkring det normale. I slutningen af december og starten af januar er det et døgnmiddel omkring 1-2°C og nedbør ca. hver anden dag.
Hvid jul er fortsat en mulighed, men alt andet lige er sandsynligheden blevet lidt mindre, da det milde vejr indfinder sig i perioden op til højtiden.
Starten af det nye år ventes ikke at bringe forandringer med sig. Tendensen tyder på, at vestenstrømningen dominerer med nedbør omkring eller lidt over normalen og ligeledes temperaturer tæt på normalen.