Var en tur på Amager i weekenden, og kigge til Tobias fund, ægte laurbær, Laurus nobilis, en mulig kandidat til større hårdførhed.
Den skal til at blomstre, så det ser ud til at den er kommet hæderligt igennem vinteren. Det ser ud til den har lidt skader på stammen, men det er vist fra tidligere vintre.

En vaskeægte middelhavsplante, der trives. Den står ganske vist op mod et plankeværk, få hundrede meter fra Øresund, men ellers ser den ikke ud til at nyde et særligt beskyttet mikroklima.

Det ville være fantastisk at finde en laurbærproviniens med bare marginal mere hårdførhed end den gængse, men af en eller anden grund er det ikke let. Laurbær har været dyrket i Nordeuropa i hundredevis af år, uden at den er fundet så vidt jeg ved det. Er der en af min ærede plantenørd-kolleger der kan forklare hvorfor visse plantearter har meget forskellig hårdførhed alt efter proviniens, og andre, ikke så megen variation ? Hvor tror I man skulle lede efter den mest hårdføre proviniens/variant af laurbær ?

Den gængse laurbær kan dyrkes i vores mildeste kystnære egne, blot med lidt jorddækning og beskyttelse af den nederste del af stammen, vil den skyde flittigt efter en hård vinter. På Christiansø ved Bornholm (og andre prima mikroklimaer) findes mange meter høje og flere årtier gamle laurbærtræer. På Lolland har jeg set en to meter høj og fire meter lang ægte laurbærhæk, og på Ærø, Fejø og i København pænt store planter.

Fantastisk at kunne plukke friske laurbærblade til køkkenet, og tro ikke de beretninger der siger at bladene ikke er aromatiske når du dyrker dem her i vores kolde klima. Jeg har altid en stor krukke tørrede laurbærblade i køkkenet og de dufter dejligt og giver god smag til gryderetter.