Tit har jeg undret mig over at stammen på en hørpalme ofte er tør i fugtigt vejr. Man skulle tro at de mange fibre sugede vand til sig.
Det har især undret mig at toppen af stammen, oppe ved palmens "spydspids", forbliver tør. For alle de yngre bladstilke udgår jo fra toppen i en vinkel på cirka 45°, så man kunne jo tro at de ville føre vandet lige ned til spydet.
Efter et voldsomt regnvejr d. 31. august, besøgte jeg de forskellige hørpalmer i Botanisk Have.
Dagen var præget af let regn, og om natten havde det regnet 116 mm (ja, 116 mm).
Alligevel var stammerne næsten helt tørre, også i toppen ved palmens spyd.
Det jeg kunne se var, at stammens "pels" er vandafvisende. Dråberne triller hurtigt væk fra stammen.
Men hvad så med toppen? Dråberne når faktisk sjældent ned til palmens spyd via bladstilkene. Grunden er at selve bladene (segmenterne) sørger for at føre vandet væk inden de når til bladstilken. Vifterne er arrangeret, så de laver en vinkel, som er større end 180°. Derfor er den nærmeste vej nedad typisk ikke bladstilken, men derimod via bladet selv.
Billedet her er taget i regnvejr - efter en nat med 116 mm (!) regn. Stammen er næsten tør. Det er Botanisk Haves Trachycarpus fortunei var. Nainital.