Tak for de inspirerende beskrivelser.
Som du siger, Leif, så er det nok en god ide at efterligne naturen. Derfor vil jeg nok så frøene her i efteråret, i stedet for om foråret.
Der er en god logik i metoden med saliv/spyt. Er glad for at have hørt om denne interessante løsning. I dette tilfælde er der dog visse praktiske problemer forbundet med processen, for antallet af frugter der skal behandles, er langt over 100.
Så jeg vil nok følge dit andet råd, og blot fjerne frugtkødet, og så evt. betale med færre spirede frø. Der er alligevel så mange at høste af.
På en del af frøene vil jeg prøve din metode, Michael (vand + gær). Det er egentlig imponerende at frøene holder til den behandling, dækket af vand i et par uger.
Glæder mig at høre at frøene generelt spirer villigt.
Et par spørgsmål:
1)
Jeg vil gætte på at frøene allerede er stratificeret tilstrækkeligt (i betragtning af P. lusitanicas subtropiske voksesteder). Derfor overvejer jeg - for at maksimere planternes tilvækst det første år - at lade dem spire ved stuetemperatur allerede nu i efteråret, og overvintre småplanterne frostfrit, således at de ikke skal starte helt fra "nul" i maj/juni.
Er det en god eller dårlig ide?
2)
Hvor mange år cirka har det taget for din frøplante (Michael) at blive 5 meter høj? Det må være et flot lille træ.
3)
Har I oplevet varierende vækst og hårdførhed blandt frøplanter, der vokser under ensartede vilkår? Eller er frøplanterne forholdvis ens?
Det kunne være sjovt at høre mere om i fremtiden, hvor godt hækken på Fejø klarer sig.