Hej Danny og Henrik,
Det er rigtigt, at forstyrrelser i rodsystemet på en magnolie kan være fatale. Jeg har en skrækhistorie, der endte med et mirakel!!!
Min største macrophylla er plantet sidst i 80'erne. I 2003 fik jeg fiberkabler ind til beboelsen, havde aftalt hvor jeg gerne ville have kablerne placeret. Men folkene der skulle udføre arbejdet kom en dag jeg ikke var hjemme, og besluttede, at det var nemmere at gå en anden vej igennem haven. De skød selvfølgelig kablerne under jorden, men ca. 30 cm fra stammen på min macrophylla gravede de et stort hul til samling af kablerne. Da jeg kom hjem og så det var jeg ret chokeret og frygtede det værste. Det var i beg. af december, den værste årstid at forstyrre rødderne på en magnolie. Jeg skønnede, at henved 25 % af rodnettet var kappet over. Da det blev forår åbnede knopperne sig normalt, men bladene fik kun halv størrelse. I midten af juni begyndte bladene at falde af, og et par uger senere var det helt klart at træet var døende. Men allerede omkring 1. juni havde jeg bemærket, at to hvilende knopper helt nede ned roden var ved at røre på sig (placeret ved de rodafsnit der ikke var ødelagt), midt i juli skød de og fik blade, og inden vinter var de nye skud ca ½ meter!. De følgende år var der kraftig tilvækst på det nu tostammede træ. Da magnolien begyndte at blomstre igen faldt den årlige tilvækst til under en halv meter.
Det oprindelige træ var på 15 år blevet 5 meter, det "nuværende" er på 8 år (fra juli 2004) blevet 4 meter højt.
Tilvæksten på mine hjemmesåede macophyllaer har de fleste år været lodret i vejret. Der har et par gange været "mekaniske" skader i form at et rådyr eller en hare der er kommet forbi, men så vidt jeg husker aldrig tilbagefrysning. Problemet med macrophylla og andre storbladede amerikanske magnolier tror jeg er den manglende sommervarme. Selv i England får macrophylla ikke blade over ca 60 cm, mens de jo i USA ofte er 90 cm. Tripetala er nemmere, men også langsom de første år.
De asiatiske storbladede magnolier er meget hurtigere til at komme i gang. En 4 år gammel Magnolia officinalis var. biloba præsterede f.eks. et år et topskud på 1,60 m.
Jeg tror man skal være forsigtig med at sammenligne magnolie med kejsertræ. Kejsertræet er tolerant over for årlig tilbageskæring, hvis man vil have kæmpeblade i stedet for blomster. Mange magnolier vil gå ud allerede første gang man skærer dem tilbage.
Vh Bjarne