Min største M. macrophylla er 4 meter høj, tilvæksten i år ca 40-45 cm. Desuden har jeg to frøplanter (frø fra magnoliasociety.org) ca. 2 meter høje, de begyndte begge at blomstre sidste sommer.
De første 5-6 år var den årlige tilvækst 10-15 cm, i 2010 ca 40 cm, og året efter kom de første blomster. Tilvæksten i år var 40-45 cm, altså som min største plante.
Jeg har også en frøplante af M. macrophylla x macrophylla var. ashei. Sået i 2006. De første 5 år voksede den ialt 35 cm, i 2011 fordoblede den højden og i år havde jeg fornøjelsen af en blomst i toppen, altså 70 cm over jorden. Et af de nye skud i år er på 60 cm.
Jeg har ikke gødet ikke mine macrophylla.
Det er meget nemt at forcere væksten på en magnolie der står i potte ved hjælp af gødning, men rodudviklingen følger ikke med. Diameteren på en etableret magnolies rodnet er ca. som højden.
Så en magnolie på 1½ m skal være i en temmelig stor potte, hvis der er balance mellem rod og top. Jeg tror tålmodighed belønner sig.
Derfor kan det på længere sigt være en fordel at plante små planter ud i haven (og det skal være om foråret i vores klima), lade planten bruge tid på at udvikle et ordentligt rodnet, og vente med evt. gødskning til magnolien er etableret. Magnolien er etableret, det år den kommer med den forventede tilvækst.