Hej Ludvig
Jo, Krussman´s bøger om løvtræer og buske er opdelt i 3 bind + det fjerde om nåletræer.
De to danske bøger du tænker på er måske bøgerne "Træer i Danmark" udgivet af Lademann. Jeg havde helt glemt at jeg havde dem på boghylden. Det blev et fint gensyn. De er rigtig gode selv om de er fra 1984. Måske er de så spændende fordi de er oversat og ombearbejdet fra en engelsk bog af Roger Phillips. De rummer mange frostfølsomme træer. Ombearbejdningen er foretaget af vores afdøde statsdendrolog Søren Ødum - det borger for kvalitet. Der medtages hele 31 forskellige arter egetræer med billeder og kort tekst om hver selv om bøgerne er relativt tynde. Bagerst er der bl.a. et afsnit om træsamlinger i Danmark.
Når vi snakker om Søren Ødum, så skylder jeg også at nævne vores "træbibel" gennem mange år: Træer i Nordeuropa ombearbejdet af Søren Ødum fra Alan Mitchells engelske bog. Det er stadig en absolut super god bog med meget relevant tekst (+billeder) om hver art. 31 arter eg omtales. Jeg synes dog at bogen bliver slået/suppleres godt af den nyere Tree Guide af Collins nævnt i min første mail.