Uha da!
Anede ikke at Gunnera kunne være svær at dyrke. Har selv haft både G. manicata og G. tinctoria (chilensis) i ca. 20 år.
I det sydlige Danmark skal de bare dækkes effektivt mod frost om vinteren, så bliver G. manicata altid mindst 2 meter høj om sommeren. Min G. manicata har maksimalt været 3 meter høj hvor de største bladplader var 2 meter brede. Nogle år byggede børnene hule under planterne. Inde mellem planterne kunne der sidde 4 unger på et gulvtæppe.
G. tinctoria er lidt smukkere med et rødligt skær og skarpere bladflige men den bliver hos mig ikke mere end ca. 1,5 meter høj.
Sidste vinter døde de største skud på G. manicata som stak ud under gulvtæppet og grangrenene jeg dækker med om vinteren mens G. tinctoria, der var dårligere dækket, ikke frøs tilbage.
Begge har efter sidste vinter sat mange nye skud, så de er meget lette at dele ud af til venner og bekendte.
Her i Gråsten er der sågar et firma der har lavet en ca. 20 meter lang "allé" hvor man på en sti mellem de to rækker planter efter sigende kan gå nede under bladene - sejt!
Gunnera gror i Sønderjylland udmærket i almindelig havejord og klarer sig faktisk bedst (bliver størst) på de sandede jorder i det vestlige Sønderjylland. Vores rekordstore planter dyrkede vi på øen Rømø i Vadehavet hvor de voksede i det rene sand.