Hej Martin

Jo da.

1. E. parvula klarede de hårde vintre med total nedfrysning men har siden skudt fantastisk flot og er nu et tostammet træ på ca. 6-7 meter med masser af små blomster.
2. E. perriniana har også skudt igen efter de hårde vintre og står nu på 2-4 meters højde med flere blomstrende eksemplarer med store fine blomster.
3. E. pauciflora Niphophila og E. pauciflora Debeuzevillei har også skudt igen. De gror ikke hurtigt og er kun 1-3 meter høje men utroligt smukke selv om de ikke blomstrer endnu. Flere af træerne er (som de med alderen skal) begyndt at smide yderbarken i pletter forneden og afsløre den gråhvide smukke inderbark.
4. E. neglecta har ganske vist klaret de hårde vintre og skudt igen men har helt tabt pusten og vil ikke rigtigt gro.
5. E. coccifera gror støt, roligt og langsomt på friland men er først plantet ud forår 2013, så de slap lige præcis for de 4 kolde vintre (2009/10, 10/11, 11/12 og 12/13).
De 3 førstnævnte arter er slået over til seglformede voksenblade.
Øvrige arter jeg har dyrket gennem årene (godt 25 forskellige) er alle frosset ihjel under hårde vintre.

Skal jeg umiddelbart anbefale et par arter af ovennævnte så må det blive nr. 2 og især nr. 3 som jeg synes besidder kombinationen af frosthårdførhed, villighed til at skyde igen efter nedfrysning samt smukke blade og store smukke blomster.

Min absolutte favorit er dog nok E. nitens med dens store sølvskinnende blade. Den havde de i gamle dage tre op til 5 meter høje pragteksemplarer af på Arboretet i Hørsholm hvor man på lang afstand lagde mærke til dem på grund af de store blade og den flotte farve.

Nedenfor et billede af E. pauciflora Debeuzevillei i Sønderborg.